Copyright på nettet: Sådan undgår du fejl

Copyright på nettet: Sådan undgår du fejl

Alt hvad du behøver at vide om ophavsret til indhold

Copyright på nettet er sagen allerede diskuteret i internettets tidlige dage. På den ene side finder vi dem - som programmeringsgeniet Sam Williams, forfatter til den profetiske og visionære bog Free Code - der gerne vil have et ophavsretsfrit netværk, hvor indholdet, og især softwaren, forbliver fri til at cirkulere og deles. På den anden side har vi kunstnere, pladeselskaber, multinationale selskaber og forfattere, der i stedet kræver anvendelse af sikkerhedsforanstaltninger og regler for at beskytte sange, billeder, bøger og så videre. Spørgsmålet er slet ikke simpelt: Hvis det i den analoge tidsalder var at kontrollere piratkopiering og kopiering af indhold alt i alt var trivielt (tænk på den klodsede og nu forældede praksis med at "brænde" DVD'er derhjemme), har digital i sagens natur. givet et stød til selve begrebet ophavsret, hvilket giver problemer for mange aktører i sektoren, store som små. 

Og så stod vi over for en helt anden verden, hvor adskillelsen mellem, hvad der er lovligt og hvad der er ulovligt, er blevet ekstremt sløret. I dag antager ophavsretten mange nuancer afhængigt af det land, vi er i, og de regler, vi skal overholde. Det er dog klart, at selv fra dette synspunkt har internettet rodet kortene sammen, og effektivt nedbryde geografiske og endda tidsmæssige grænser. Hvad der før var muligt i et land, er nu ikke længere muligt, fordi brugen af ​​indholdet udvides dramatisk takket være nettet. Det er ikke tilfældigt, at mange regeringer med militære eller retrograde herskende klasser ved magten forestiller sig former for censur af indhold udgået som ophavsretlig beskyttelse. Ting fra en anden verden? Desværre ikke: Reformen af ​​EU om ophavsret kan ifølge nogle åbne døren for en ændring svarende til den, der allerede har fundet sted i Kina og andre lande i lugten af ​​diktatur. Inden vi ser på denne risiko, vil vi dog tage et skridt tilbage og forsøge fuldt ud at forstå det nuværende digitale ophavsretslandskab.

DEN CREATIVE COMMONS IDÉ TIL ETISK OPHAVSRET

Hvis det er rigtigt, at online copyright ligner noget meget mere komplekst og røgfyldt end traditionel "papir" copyright, er det også rigtigt, at nogen, og vi taler ikke om politikere, har forstået disse kritiske spørgsmål og har besluttet at foreslå en alternativ måde. Således blev født i 2002, på forslag af juraprofessoren ved Harvard University Lawrence Lessig, Creative Commons-licenserne, halvvejs mellem fuldstændig ophavsret og det offentlige domæne. I bund og grund er det et sæt licenser som klart og umiddelbart illustrerer, hvilke friheder ophavsmanden til et bestemt værk har besluttet at give, og hvilke betingelser han har sat for brugen af ​​selve værket, ikke kun online, men også offline.

Enhver indholdsproducent (blogger, tekstforfatter, grafisk designer osv.) kan bestemme, hvilken licens der skal ansøges om, uden at gå igennem nogen registrering eller indbetaling. Lidt som om personen selvstændigt påsatte et delt virtuelt brand, der er i stand til at signalere til resten af ​​fællesskabet de rettigheder og pligter, der ligger i ens intellektuelle arbejde. En intuitiv mekanisme, baseret på etik og gennemsigtighed som netværkets hjørnestensværdier. Faktisk var succesen med Creative Commons hurtig og ustoppelig: På et årti blev antallet af licenser mangedoblet uendeligt, og i dag bruges CC-symbolet af virkeligheder som CERN, INSTAT, Det Hvide Hus (i hvert fald for en del af webstedets indhold), for ikke at nævne platforme med millioner af besøgende om dagen som Wikipedia. Men et problem er tilbage: hvis man beslutter sig for at overtræde Creative Commons-licenserne kan gøre det uden alt for mange problemer. Heldigvis er der løsninger til netværksscripts, lad os se hvad de er.

PRAKTISKE VÆRKTØJER OG LØSNINGER TIL AT STOPPE SCRIPT

Hvem husker ikke eksamenerne i skolen og det altid tilstedeværende manuskript på vagt? På nettet er fænomenet udbredt, og der går ikke en dag uden en krænkelse af ophavsretten. Creative Commons-licenser er gyldige værktøjer til at demonstrere mulige anvendelser af et værk, men ikke til at blokere de onde. E-handelsejere, bloggere, udgivere og enhver, der producerer indhold, lever derfor i frygt for at få frugten af ​​deres arbejde kopieret uden nogen form for belønning og anerkendelse. Som vi sagde, er der forskellige løsninger til at beskytte dig selv. Nogle er forebyggende: for eksempel pluginnet Wp Content Copy Protection, hvis mål er at forhindre brugere i at højreklikke for at kopiere fremhævet indhold. Eller vandmærket, der skal placeres på billederne, for at modvirke uønsket genbrug. Det siger sig selv, at de dygtigste vil være i stand til at komme uden om selv disse forhindringer, så det er godt at implementere flere supplerende overvågnings- og kontrolstrategier. Vi foreslår, at du blandt andet prøver Googles Report Scaper eller det berømte og værdsatte Copyscape. På denne måde vil det være muligt at verificere, om et indhold er blevet duplikeret, og undgår blandt andet farlige sanktioner fra Google. 

OPHAVSRETSRETFORMEN GODKENDT AF EU-PARLAMENTET

Efter at have fotograferet den nyeste teknologi, er det nu nødvendigt med en kort udflugt at tage fat på, hvad der i teorien kunne blive den største (og for nogle seriøse) revolution inden for ophavsret, om end inden for det digitale økosystem i Den Europæiske Union. Det er en reform, som i sine hensigter har til formål at beskytte enkeltpersoners ophavsret, men som tværtimod ender med at ramme små fisk, til fordel for store forlag og multinationale selskaber som Facebook og Google. Det mener en stor del af dem, der arbejder på nettet hver dag. Hvorfor sådan en konklusion? Årsagen skal søges i reformens artikel 11 og 13, som taler om, hvad der umiddelbart blev omdøbt til "linkskatten" (art. 11), og hypotetiske "filtre", der skal anvendes på enhver platforms indhold, indlæses (art. 13), startende fra det gigantiske Youtube og slutter med det mindste universitetseksperiment af et websted udviklet til deling af videoer og andet offentligt materiale, sange.

Mere specifikt, i henhold til artikel 11, skal enhver, der deler et uddrag af en artikel (se nyhedsaggregatorer såsom Google News), betale et gebyr til forfatteren af ​​denne artikel. Dette ville dog risikere at skade ikke så meget Google, men rækken af små blogs, portaler og magasiner, der takket være Google News de modtager målrettet trafik hver dag. Artikel 13 kan have lige så skadelige konsekvenser: I dette tilfælde taler vi om censur i den forstand, at tanker om at pålægge forebyggende filtre til at evaluere originaliteten af ​​indholdet (og med indhold mener vi især videoer) ville ende med at bringe ytringsfriheden i fare, da robotter og software ville blive betroet opgaven med at analysere (også) den kreative del af værker, der er svære at indramme fordi for eksempel kunstnerisk eller satirisk. En komiker, der læser udtalelser fra en politiker, der bruger sine egne ord til at bygge sin skitse, eller en videomager, der omarbejder musikken til en film for at optage en avantgardedokumentar, ville ende med, efter den endelige godkendelse af denne reform, at blive udelukket fra enhver digital kommunikationskanal som krænker andres ophavsret.

Det siges ikke, at det ender sådan her: loven skal nu videre til Det Europæiske Råd og godkendes af hvert land, så går den til den endelige afstemning i hele Parlamentet. Indtil da er vi i spænding venter på begivenheder.